Tykt PVC-ark med PE-film på én side

Historien om PVC:

Polyvinylchlorid blev opdaget så tidligt som i 1835 af amerikaneren V. Reno, da sollys bestrålede vinylchlorid for at generere et hvidt fast stof, det vil sige hurtig klor Zene. PVC blev opdaget to gange i det 19. århundrede, en gang af Henri Victor Regnault i 1835 og en gang af Eugen Baumann i 1872. Ved begge lejligheder optrådte polymeren som et hvidt fast stof i et bæger af vinylchlorid placeret i sollys. I begyndelsen af ​​det 20. århundrede forsøgte den russiske kemiker Ivan Ostromislensky og den tyske Griesheim-Elektron-kemiker Fritz Klatte samtidig at bruge PVC til kommercielle formål, men vanskeligheden var, hvordan man bearbejdede denne hårde, til tider sprøde polymer. I 1912 syntetiserede tyskeren Fritz Klatte PVC og søgte patent i Tyskland, men der kunne ikke udvikles noget passende produkt, før patentet udløb.

I 1926 syntetiserede Waldo Semon fra BF Goodrich Company PVC og ansøgte om et patent i USA. Waldo Semon og BF Goodrich Company udviklede en metode til plastificering af PVC ved at tilføje forskellige tilsætningsstoffer i 1926, hvilket gjorde det til et mere fleksibelt og lettere at behandle materiale og fandt hurtigt en lang række kommercielle anvendelser. I 1914 fandt man ud af, at brugen af ​​organiske peroxider kan fremskynde polymeriseringen af ​​vinylchlorid. I 1931 vedtog det tyske firma emulsionspolymerisationsmetoden for at realisere den industrielle produktion af polyvinylchlorid. I 1933 foreslog WL ​​Simon at bruge opløsningsmiddel med højt kogepunkt og tricresylphosphat til at opvarme og blande med PVC, som kan forarbejdes til bløde polyvinylchloridprodukter, hvilket gjorde et reelt gennembrud i den praktiske anvendelse af PVC. Det britiske Bonemen Chemical Industry Company, American Union Carbide Company og Goodrich Chemical Company udviklede suspensionspolymerisationen af ​​vinylchlorid og bearbejdningen af ​​PVC næsten samtidig i 1936. For at forenkle produktionsprocessen og reducere energiforbruget, det franske Saint-Gobain Company udviklede bulkpolymerisationsmetoden i 1956. I 1983 var verdens samlede forbrug omkring 11,1 Mt, og den samlede produktionskapacitet var omkring 17:6 Mt; det var den næststørste plastikvariant efter polyethylenproduktion, der tegnede sig for omkring 15 procent af den samlede plastproduktion. Kinas egendesignede PVC-produktionsenhed blev sat i prøveproduktion i Liaoning Jinxi Chemical Plant i 1956. 3kt-enheden blev formelt industrialiseret i 1958, og produktionen i 1984 var 530,9kt.

PVC blev industrialiseret i begyndelsen af ​​1930'erne. Siden 1930'erne har produktionen af ​​polychlorethylen i lang tid altid ligget på førstepladsen i verdens plastik. I slutningen af ​​1960'erne erstattede polyethylen PVC. På nuværende tidspunkt, selvom PVC-plast er rykket ned på andenpladsen, udgør produktionen stadig mere end en fjerdedel af den samlede plastproduktion. Før 1960'erne var produktionen af ​​monomert vinylchlorid som udgangspunkt baseret på calciumcarbidacetylen, fordi produktionen af ​​calciumcarbid kræver meget elektricitet og koks, og omkostningerne er høje. Efter industrialiseringen af ​​ethylenoxychlorering til fremstilling af vinylchlorid i begyndelsen af ​​1960'erne, vendte lande sig til billigere olie som råmateriale. Da en stor del af råmaterialet i PVC (ca. 57 vægtprocent) er klorgas, et uundgåeligt biprodukt fra den alkalifremstillede industri, er den ikke kun rig på råmaterialekilder, men også en af de vigtige produkter for udviklingen af ​​klor-alkali-industrien og balancen af ​​klorgas. Derfor, selvom andelen af ​​polyvinylchlorid i plast er faldet, opretholder det stadig en høj vækstrate.

Polyvinylchlorid plastprodukter er meget udbredt, men i midten af-1970'erne blev det erkendt, at monomeren vinylchlorid (VCM), der er tilbage i polyvinylchloridharpiks og produkter, er et alvorligt kræftfremkaldende stof, som utvivlsomt vil påvirke polyvinylchlorid til en vist omfang. Udvikling af Chloro-Zenes. Imidlertid har folk med succes reduceret den resterende VCM ved hjælp af biler, så indholdet af VCM i polyvinylchloridharpiksen vil være mindre end 10 ppm, hvilket opfylder kravene til sanitær harpiks og udvider anvendelsesområdet for polyvinylchlorid. Det kan endda gøre VCM-indholdet i harpiksen mindre end 5 ppm, og den resterende VCM efter forarbejdning er meget lille. Det er dybest set harmløst for den menneskelige krop og kan bruges som mad- og medicinemballage og børns leg.